Ry Højskole – Ry Classic 2018 – del 2

Dette indlæg har taget en hel måned + en dag at skrive. Det fortæller dog ikke noget om kvaliteten, ligesom en Klovborg ost, der tager den tid en Klovborg ost nu skal tage (eller var det Kløver?). Næh, det eneste det fortæller er, at jeg er en sløv padde.

Men her kommer det. Og her er en sæk kommaer [rækker dig en pose] … spred dem, hvor du vil. Og lid i stilhed med de grammatiske og sproglige fejl du finder undervejs. Det gør jeg.

 

16. juli

Nå, men I skal jo også have 2. del af årets højskolefortælling. Den bliver en sammensurium af både højskoletanker og tanker om min skrivning generelt (eller mangel på samme).

Da jeg tilmelder mig dette års ophold, tænker jeg ”3. gang er lykkens gang”. Uden helt præcist at vide, hvad ”lykken” er i denne sammenhæng. En veninde spørger mig, hvad jeg ønsker at få ud af det. Det, jeg finder frem til er, at lykken er at der går hul på bylden. Skrivebylden. Så meget, at det at skrive ikke er noget, der kun finder sted i uge 27.

Når mennesker, der ikke kender særlig meget til mig, hører at jeg skal på højskole for at skrive, er reaktionen ofte ”Nej, hvor spændende, skriver du?” ”Skriver du meget?” ”Hvad skriver du?”

Mit svar er: Ja, jeg skriver, men ikke så meget som jeg gerne vil. Når jeg skriver, er det indlæg til min blog. Næsten aldrig skønlitterært. Og helt sikker ikke dét, der giver mig allermest dårlig samvittighed over ikke at skrive; nemlig familieanekdoter. Et projekt jeg startede på for længe siden, men som indtil nu har været mest aktiv i mine tanker.

Jeg ville elske at give især mine forældre en lille bog med fortællinger om vores familie gennem flere generationer, men projektet virker uoverskueligt. Jeg har næsten 2 timers interview med mine forældre og har transskriberet det hele – og efter det er jeg gået i stå. Nu har jeg rodet tekst bestående af brudstykker af liv, der skal stykkes sammen til små læseværdige og sammenhængende fortællinger. Og det ved jeg ikke, om jeg kan. For det interview handler en del om mine forældres liv før børn eller da vi var små. Og det er svært at stykke et liv sammen jeg ikke selv har levet eller kan huske (øvrigt virker det også uoverskueligt at stykke noget sammen jeg har oplevet). Det er lidt som at skulle klinke skår. Det kræver finesse at sætte alle stykkerne sammen, så alle detaljerne sidder, hvor de skal. Og udfylde de revner og huller, der er, så helheden bliver så intakt som muligt.

Ideen er meget fin, og der ligger masser af gode intentioner bag. Jeg ved bare ikke, om jeg har det i mig, der skal til for at fuldføre projektet. Uden at det bliver for stor en mundfuld, der ender som en alt for stor og sort sky. Dårlig samvittighed driver al motivation på flugt. Det skal være en god oplevelse, ikke en oplevelse bundet sammen af dårlige energier. Af samme årsag har jeg gennem et stykke tid arbejdet på at acceptere, at projektet måske ikke bliver til noget, men det er svært. For det er vigtigt at få historierne fra ældste generation, mens de stadig er her. Måske er det i virkeligheden det, der tynger mig mest. At jeg måske ikke kommer videre med projektet, mens tid er.

 

17. august

Nå, så gik der lige en måned mere. Mon ikke jeg skulle se at få afsluttet 2. del af årets Ry Classic.

Jeg tror sgu jeg springer over, hvor gærdet er lavest og hopper direkte til dagen for mi hjemkomst og dagene efter. Ellers bliver jeg jo aldrig færdig. Og det ville egentlig være fedt, når nu jeg skal af sted på et nyt højskoleophold i morgen i Vestjylland.

Vi er et par stykker fra skriveholdet, der får et lift hjem til Aarhus af Manden, og han og jeg afslutter med en kop kaffe og en snak. Da han er kørt og jeg pludselig sidder alene tilbage, rammer tomheden mig med et brag. Efter en hel uge med liv omkring mig, samtaler og nye både øjebliks-relationer og blivende relationer, føles det helt forkert. Jeg bliver nærmest helt trist og mit humør daler. Lige i det øjeblik kan jeg slet ikke holde tanken ud om, at der vil gå et helt år før der igen er Ry Classic. Følelserne er en sammensurium af glæde, taknemmelighed, tristhed, utålmodighed og afsked. Kort sagt rammes jeg af højskoleblues. Den er særlig stærk denne gang og bliver hængende hos mig i nogle dage. Hvis du har været på højskole, kan du måske genkende følelsen.

Det er faktisk på grund af denne højskoleblues, at jeg en dag beslutter mig for, at det fandeme skal være løgn – og bestiller mit ophold på Vestjyllands Højskole. Jeg er spændt på, hvad der venter mig. Noget siger mig, at jeg kommer til at hænge ud med en masse pensionister.

Nu gider jeg faktisk ikke skrive mere. Slut på Ry Classic 2018.

2 comments On Ry Højskole – Ry Classic 2018 – del 2

  • Jeg har aldrig været på højskole, men kender så udmærket post-rejse-blues. Det gode ved det er at det mildnes over et par dage, og bliver til at holde ud igen 😊

    God tur! Må fjerde gang (også) være lykkens gang ❤️

  • Tak,søde Linedanser – ja, den mildnes, men nogle gange fører den også til et nyt ophold <3

Leave a reply:

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow