På højskole med pensionister

Midt i juli, i et anfald af højskoleblues, skrotter jeg alle planer om at sidde alene på en campingplads på Djursland, og bestiller en uges ophold på en højskole i det vilde vesten.

For at undgå skuffelse, skal man jo ikke forvente mere af andre end de kan leve op til. Tidspunktet og emnet taget i betragtning, forventer jeg derfor ikke en overrepræsentation af jævnaldrende på holdet. Det skal da også vise sig, at jeg undgår enhver skuffelse i den henseende.

Ny højskole, nye indtryk
Jeg bliver hentet på stationen af en ansat fra højskolen. Det er lidt mærkeligt at ankomme til en anden højskole end Ry. Jeg føler mig faktisk en anelse utro.

Jeg bliver taget imod af en ældre smilende herre, der viser mig hen til mit værelse. Det første der slår mig er stanken af urin i den lange gang, hvor værelset ligger. Da den smilende mand er gået, tjekker jeg de kønsopdelte toiletter og baderum – ét til hver. Der er 2 toiletter pr køn til en hel gang og det er af den gamle slags, der er åben foroven og forneden. No way, om jeg skal sidde og skide dér (vi skriver 2018 – troede vi var færdige med den slags!). Bagefter tjekker jeg bruserne. Der er 2 pr køn til hele gangen. Ved siden af hinanden. I samme rum. Fællesbrus? No way, om jeg skal stå der, som en-eller-anden har skabt mig, mens jeg har udsigt til en anden, der også står der, som en-eller-anden har skabt hende. I mit stille sind sender jeg en medlidende tanke til alle de unge mennesker, der er på lange ophold.

Måske har den smilende mand på fornemmelsen, at jeg er sådan en, der ikke går ind for fællesbadning og fællesskidning. I hvert fald viser han mig et handicaptoilettet med bruser, der ligger i en anden gang, inden han går. Det bliver min redning mod en uges forstoppelse.

Da toiletkvababbelsen har lagt, går jeg ind i spisesalen, hvor der er kaffe og brød. Jeg sætter mig ved et bord med et par gamle damer. Efter en enkelt kop kaffe kan jeg konstatere, at jeg kommer til at skulle tale meget højt, gentage mig selv og skubbe et par rollatorer eller tre i løbet af ugen. Og muligvis søge ejere til tabte gebisser. Fordelen ved antallet af deltagere med nedsat hørelse er selvfølgelig, at de ikke kan høre det, når jeg prutter. Og jeg kan sætte min lid til, at deres lugtesans også lider af aldersbetinget svækkelse.

Rollator Damerne
Det viser sig, at de to damer jeg drikker kaffe med er tilmeldt samme hold som mig (selvfølgelig). De er veninder og begge i starten af 80’erne. De har hver især en rollator parkeret for enden af bordet. Rollator Ruth smiler så sødt og imødekommende og har en dejlig mildhed over sig. Rollator Lilly er den mest snakkesalige og går ikke af vejen for en frisk bemærkning.

Senere, da jeg står og venter på at komme ind i spisesalen til aftensmaden, kommer Rollator Lilly hen til mig. Hun siger, at vi ligeså godt kan sidde sammen ”nu kender vi jo nærmest hinanden”. Resten af ugen sidder jeg en del sammen med Rollator Damerne. Indimellem holder jeg fast i højskoletanken om, at vi ikke kun skal sidde sammen med dem vi er på hold med. Det er ikke uden dårlig samvittighed overfor damerne, som måske finder lidt mere tryghed i at sidde med de samme mennesker. Jeg tager mig dog så meget af dem i løbet af opholdet, at Rollator Ruth flere gange lader en bemærkning falde om min omsorgsfuldhed.

Under aftensmaden holder jeg salatfadet for Rollator Lilly. Hun peger på noget i salaten og spørger mig, hvad det er. ”Det er oliven” svarer jeg. ”Nå, dem skal jeg dælme ikke have nogen af!” siger hun prompte og fisker udenom.

Som opholdet skrider frem, lærer jeg naturligt nok mere om Rollator Damernes liv. Rollator Ruth arbejder på en fabrik i mange år og er endnu ikke fyldt 20, da hun bliver mor første gang. Det er den ene af hendes børn, der kører dem til højskolen og sætter dem af med ordene ”Ring, hvis I finder ud af, at I gerne vil hjem før tid. Så kommer jeg og henter jer”.

Rollator Lilly har to børn, men den ene døde før han fyldte 40 på grund af en medfødt sygdom. Hun arbejder med trikotage, men ”jeg arbejdede kun et par år, så måtte jeg blive hjemmegående på grund af min søns sygdom. Sådan var det jo”. Nu arbejder hun som frivillig på et alderdomshjem (!).

En dag, hvor vi sidder udenfor ved et af de steder vi er på sightseeing, siger hun ”Jeg skal lige fortælle dig noget”, mens hun læner sig frem mod mig som om hun skal fortælle mig noget meget vigtigt og hemmeligt.

– Jeg har fødselsdag i dag.
– Næh, jamen dog. Stort tillykke med det.
– Tak. Jeg er ikke så gammel. Jeg bliver kun 38!
– Haha, ja det gør du vel.
– Ja, du skal bare lige bytte om på tallene.

Hemmelighedskræmmeriet, konkluderer jeg, må betyde at hun gerne vil fejres, men er for beskeden til selv at sige det. Senere, da jeg diskret kan komme til det, fortæller jeg det til turlederen. Han ved det dog allerede, fordi Rollator Ruth har nævnt det. Han vil arrangere fødselsdagssang for hende under aftensmaden. Jeg ånder lettet op, fordi jeg kan overlade resten til en anden. Så spørger han ”Hvad er det nu hun hedder?” Det er så der jeg må indrømme for mig selv og ham, at jeg endnu ikke har helt styr på det. Jeg synes det er grænseløst pinligt at skulle spørge dem efter flere dages samvær, så jeg overlader det til ham at finde svaret. Det er jo alligevel ham, der skal bruge det …

Jeg tænker der må være mange historier gemt i Rollator Damerne. Jeg overvejer at hive nogle af historierne ud af dem i løbet af ugen, men må dog senere indse, at jeg ikke har overskud til det.

Den Berejste Mand
På en af de mange busture, sidder jeg en dag ved siden af en 80-årig åndsfrisk mand. Han har været mange steder i verden og bliver derfor til Den Berejste Mand. Han arbejder næsten 50 år for en stor international virksomhed, før han går på pension. De følgende dage taler vi en del om erhvervslivet og verdenssamfundet. Han er et meget vidende menneske. Han er på højskole med en veninde, som hans kone mødte på højskole for flere årtier siden, da de var unge. Han fortæller, at hans kone døde for få år siden. ”Jeg ved godt man siger, at tiden læger alle sår, men det gør den altså ikke. Men man lærer jo at leve med sorgen”, siger han. Mit omsorgsgen går amok og jeg har lyst til at hive al sorgen og savnet ud af ham.

Af alle de mennesker jeg ikke får sagt ordentlig farvel til, da jeg forlader højskolen en dag før tid, er den manglende afsked med ham, den jeg fortryder allermest.

Afrejse før tid
I løbet af ugen har jeg ikke den store lyst til at være social efter tætpakkede dage med oplæg og sightseeing og efterfølgende fællesspisning til aftensmaden. Derfor forlader jeg hurtigt spisesalen og sidder på mit værelse indtil aftenens arrangement. Og efter den afsluttende aftenkaffe, trækker jeg mig tilbage og min dag er slut. Det føles på den ene siden nødvendigt, på den anden side helt forkert. Jeg føler bare ikke nogen lyst til at hænge ud og være social med dem på mit hold. Sådan er jeg slet ikke vant til at have det, når jeg er på højskole. På 5. dagen kan jeg mærke, at det virkelig begynder at gå mig på. Det er svært at sidde på værelset om aftenen og lytte til de andre hold, der griner og har det sjovt. Jeg overvejer på et tidspunkt at sætte mig ud til en gruppe af mennesker, der har samlet sig omkring et bord på terrassen. Modet svigter mig dog, fordi jeg føler, at jeg skal bryde ind i noget nogen har sammen.

Om morgenen, dagen før opholdet er slut, sidder jeg og tjekker køreplanen, mens jeg drikker kaffe. Jeg er i syv sind om, hvorvidt jeg skal blive eller tage hjem. Jeg beslutter mig for at deltage i formiddagens oplæg og så mærke efter, om lysten til at rejse er stærkere end lysten til at blive. Det er den. Derfor sidder jeg om eftermiddagen i bussen på vej mod Århus, med lige dele lettelse og vemodighed i kufferten. Og et par erkendelser rigere.

For det første har følelsen af samhørighed med og ægte lyst til at være sammen med mit hold ret stor betydning for mig. For det andet er et tætpakket program med sightseeing, oplæg, begrænset tid til at røre sig og samvær med en masse mennesker, den sikre og hurtige vej til overstimulering. Jeg får simpelthen for mange indtryk på for kort tid. Og så lukker jeg ned.

Alle de andre oplevelser
Det kan godt være jeg afbryder opholdet en dag før tid, men det betyder ikke, at jeg ikke får én på opleveren.

Det er jo en oplevelse i sig selv at være på hold med en flok høreapparater, gebisser og rollatorer. Der er for eksempel den gamle dame, der vælter en dag vi går i ujævnt terræn. Hun vælter simpelthen som en kegle i et bowlingspil (hun er ok og uskadt). Der er også den nærmest sindsoprivende oplevelse at indtage sin morgenmad til synet af gamle mennesker i cykelbukser.

Det faglige indhold er muligvis tætpakket, men til gengæld er det godt. Jeg bliver inspireret til kommende vandreture og lærer ting om både fortid, nutid og fremtid indenfor landbrug og natur. Selvom jeg har været del i landsdelen som barn og ung, har jeg aldrig set det så meget i dybden som nu.

Jeg vil gerne tilbage til højskolen en dag. Jeg skal bare lige vælge det rette tidspunkt, så alderssammensætningen taler lidt mere til min fordel.

Der er flere oplevelser at skrive om, men traditionen tro, skal der jo være materiale nok til at skrive 2 indlæg om højskoleopholdet. Ikke at jeg vil love, at 2. del kommer …

 

P.S. Visse detaljer er ændret/udeladt for at bevare en vis anonymitet. Skulle du alligevel genkende nogen og ikke har det godt med det, så skriv en kommentar. Jeg er ikke ude på at støde nogen.

2 comments On På højskole med pensionister

Leave a reply:

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow