Ry Højskole – Ry Classic 2018 – del 1

Traditionen tro har jeg behov for at skrive et indlæg eller to om årets sommerhøjskole. Jeg kommer til at springe lidt i fortid, nutid og fremtid. Det bliver sandsynligvis en rodet affære at holde styr på og kommaregler er til for at brydes. Jeg håber naturligvis, at du overlever, men skulle det helt uventede nu ske, er jeg sikker på, at det var en fornøjelse af kende dig.

Jeg sidder alene ude på en af pontonerne. Den næsten blanke vandoverflade kaster aftensolens skarpe lys i min retning, og jeg må knibe øjnene sammen for at se noget.

Insekterne danser lystigt, tæt på vandoverfladen. Uvidende om at dansen frister fiskene, der kun er et enkelt spring fra en bid mad.

Vi er igennem indcheckning, eftermiddagskaffe, aftensmad, holdintro, præsentationsrunde og fællessang fra højskolebogen. Nu venter kun aftenkaffen. Og kagen.

At det er tredje gang jeg er på højskolen mærker jeg tydeligt. De mentale resurser jeg bruger på at finde mig til rette i nye omgivelser og en masse fremmede ansigter, kan jeg bruge på bare at være og nyde. Jeg kender rutinen og hjælper dem, der er nye.

”Du har da været her før, ikke?”. Det er nogle af de ansatte, der spørger da jeg ankommer. De genkender mig, men skal lige have genopfrisket mit navn.

”Hej Eva”. Det er underviseren. Nu er det tredje gang hun skal have mig på et hold en hel uge, så naturligvis ved hun, hvem jeg er.

Endnu en der genkender mig er en anden kursusdeltager, der gjorde et stort indtryk på mig det første år jeg var på der. Manden, som jeg så opfindsom kalder ham. Han kunne ikke genkende mig sidste år, hvilket var virkelig akavet. Denne gang griner vi indforstået og hilser på hinanden med et knus. Det meste af ugen går dog, uden at vi får mulighed for at føre en samtale, dybere og længere end den man lige når, når man støder på hinanden i pausen eller på vej et andet sted hen. Jeg mærker en vis frustration, jo flere dage der går. Jeg har virkelig lyst til, ja nærmest brug for, at lære det her menneske bedre at kende. Hvem er han, ud over at være far og ægtemand? Jeg vil gerne grave et spadestik dybere, for at udforske det, der drager mig så meget ved hans væsen. Endelig får vi chancen over først en flaske vin og senere en kop kaffe. Men det er bare slet ikke nok, for begge gange ender vores snakke med at handle mest om mig. Han ser mig. Derfor spørger han. Og derfor taler jeg.

Imens sidder djævlen på skulderen og hvisker i mit øre, at det hele bare er et fatamorgana. At jeg skal holde det hele ud i strakt arm og gerne enogtyve skridt fra livet.

Nå, men forsvarsværker er vel til for at blive brudt ned. Og der kan han åbenbart noget.

Men nu til noget andet …

De første dage af opholdet er jeg ramt lidt af en følelse af afstand. Jeg føler mig alene og har svært ved at engagere mig med andre. Alle er søde og åbne og imødekommende, så det er noget inden i mig. En del af mig er ikke tilstede, men befinder sig på et bekymringslager bagest i min tankevirksomhed. Fordi jeg få dage inden kursusstart er i narkose, for at få taget vævsprøve af min livmoder. Hele forløbet med læge, scanning, narkose (og ord som ”kræftpakke”) og den efterfølgende uvished, holder godt gang i maskineriet. Også selvom lægerne ikke har mistanke om noget, men bare tager vævsprøve for en sikkerheds skyld. Tvivlen er på overarbejde og tandhjulene drejer lidt i svingende tempo. Har jeg ikke noget at forholde mig til, forholder jeg mig til alt. Heldigvis kommer svaret usædvanligt hurtigt. Onsdag, sidst på eftermiddagen, mens jeg sidder på plænen i højskolens dejlige have og samtaler, tikker et brev fra Region Midtjylland ind i min eboks. Efter 15 dages bekymringer har de lukket min sag og jeg kan endelig være nærværende. Og trække vejret helt ned i maven.

Det er ikke fordi jeg ikke gør et forsøg på at engagere mig inden. Faktisk slår det mig tirsdag, at jeg efter to hele 2 dage på skolen endnu ikke har nedsvælget så meget som én dråbe rødvin. Det er ganske uhørt. Og jeg tænker at en lille del af forklaringen på det manglende engagement ligger lige dér. Resultatet af denne vigtige indsigt er, at en medkursist og jeg sidder og underholder bordet med moderne Aarhushistorier. Det er vi ret gode til, hvis jeg selv skal sige det (skål og tak, C).

Nå, børnlille, nu får I ikke mere for den 25-øre. Stik mig en ny og jeg skal give jer resten af årets højskolefortælling om nogle dage.

Leave a reply:

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow