Ry Højskole – Ry Classic 2017 – del 1

Det er et par dage siden jeg kom hjem fra Ry Højskole – Ry Classic 2017.

Nu er jeg endelig klar til at skrive om ugens oplevelser.¹

Jeg har brugt dagene på at fordøje alle oplevelserne og indtrykkene. Efter en uges intensivt samvær og skrivning, skal det hele bundfælde sig, før jeg kan få det ud gennem fingrene. Nå ja, og så har jeg forsøgt at opsamle den søvn jeg tabte undervejs. Og især efter afslutningsfesten. Jeg synes ikke helt jeg er i mål endnu. Og tvivler i øvrigt mere og mere på, at jeg kommer det.

Nå, men ugen – den skønne, skønne uge – forsvandt for hurtigt, men sådan er det jo. Tiden har det med at sætte turbo på, når noget føles godt. Det er ganske enkelt et grundvilkår.

Jeg var blandt de første, der ankom til højskolen. Jeg havde ikke medbragt så mange sommerfugle i maven som sidste år, men jeg var meget spændt på den uge, der lå foran mig. Det var et dejligt gensyn med tårnværelset og den parklignende have med Gudenå for enden.

Da jeg ankom følte jeg genkendelsens tryghed. Jeg følte mig hjemme med det samme og kunne bruge al energi på at suge til mig. Efter Eva-målestok var jeg meget opsøgende og ekstrovert hele ugen. Med plads til at være introvert og lade op i tårnværelset.

Manden – del 1
En del af oplevelsen ved at være på højskole, er mødet med nye mennesker. Nogle efterlader et dybt indtryk, som du kan tage med dig hjem som et dejligt minde. Sådan et menneske (her omtalt som Manden) mødte jeg sidste år til Ry Classic 2016, og han har rumsteret i mit hoved lige siden. Jeg var derfor spændt på, om han ville dukke op i år. Virkelig spændt. Endnu mere spændt, da jeg sad i en sofagruppe i fællesarealet og talte med nogle andre deltagere, samtidig med, at jeg holdt skarpt øje med, hvem der kom ud fra spisesalen, hvor indtjekningen foregik. Jeg sad med den, der følelse man har, når der er noget man bare virkelig gerne vil have skal ske. Sådan lidt som at være forelsket i en, der måske-måske ikke kommer til festen. Ud over, at der ikke er tale om en fest. Og i øvrigt heller ikke forelskelse, men til gengæld en dybtfølt interesse i at lære et fremmed menneske nærmere at kende. Det eneste jeg kunne gøre, var at vente. Og vente.

Men nej, Manden kom ikke ud fra spisesalen.

Jeg mærkede skuffelsen sparket det håb, jeg havde haft gennem et helt år ud over klippekanten. Nu ville festen bare slet ikke ville blive den samme. Det kan lyde overdrevet, men det var virkelig sådan jeg havde det lige der

Nye og gamle bekendtskaber
Jeg blev siddende sammen med de andre og snakkede. Vi tog den sædvanlige runde – hvilket kursus skal du deltage på? Skrivekursus? Nej, hvor spændende, hvad skriver du? Hvor kommer du fra? Hvad laver du? Har du været på højskole før? Hvilke kurser tog du der?

Mens jeg sad der, kom en kvinde hen til mig, om jeg ikke var Eva. Jeg kunne genkende hende med det samme. Vi er medlem af samme skrivegruppe på Facebook og et stykke tid for Ry Classic løb af stabelen, viste det sig, at hun også skulle deltage. Verden er lille og det var superdejligt at møde hende i virkeligheden. “Virkeligheden” – jeg må stoppe med at kalde det “virkeligheden”. Den klare adskillelsen, der engang var mellem online liv og offline liv, er passé. Facebook og sociale medier generelt er virkeligheden i dag. Anyway, I ved, hvad jeg mener, når jeg skriver “i virkeligheden”.

Senere, da jeg var på vej ned ad trappen i tårnet, hørte jeg nogen komme ned ad trappen længere oppefra. Jeg satte farten ned for at hilse på vedkommende. Og tænk, det viste sig at være en fra sidste års skrivehold. I år havde hun meldt sig til tango. Det var et dejligt gensyn og vi faldt i snak med det samme. Det føltes slet ikke som om der faktisk var gået et helt år.

Dette års Ry Højskole – Ry Classic 2017 har budt på langt flere nye relationer end sidste år. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg selv har været mere modtagelig i år. Jeg tror det skyldtes, at jeg ikke skulle bruge energi på at være ”ny på stedet”. At være dus med stedet og vide, hvad der skulle ske, gjorde mig helt sikkert i stand til at tage mere ind. Skriveholdet dannede grundlag for et fortroligt rum, og jeg føler mig meget beriget. Jeg har haft nogle dejlige samtaler, både de mere lette og dem, der stikker lidt dybere.

Manden – del 2
Den tidligere skrivende, nu tangodansende, kvinde og jeg gik over for at spise aftensmad i spisesalen. Jeg fandt et bord, lagde mine ting fra mig og gik op mod madkøen. Jeg kiggede mig søgende omkring.

Og kiggede så lige en ekstra gang.

Der var han sgu da. Manden.

Fandeme så!

Mit hjerte var lige ved at banke sig hele vejen ud af min brystkasse.

Pludselig var min mave et stort hav af blafrende sommerfugle. Jeg forsøgte at fange hans øjne. Smilede på den der “Gud, hvor har jeg glædet mig til at se dig”-måde.

Og så…sendte han mig et flygtigt smil og kiggede væk igen. Som man gør, når man passerer fremmede mennesker på gaden.

Jeg mærkede hjertet synke helt ned i maven, og følte mig virkelig fjollet over alle de tanker jeg havde gjort mig det sidste års tid. Om den her særlige connection jeg havde følt mellem os. Den var åbenbart kun envejs. Jeg må sgu have set temmelig slukøret ud lige der.

Jeg spiste min mad og summede lidt over situationen. Så tæt på at få historien om han hustru. Og så alligevel så langt væk. Så tænkte jeg ”Det skal satme være løgn”, og besluttede mig for at samle alt mit mod og hurtigst muligt tage kontakt til ham. Jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde det hurtigt, ville det ikke ske, og det ville jeg fortryde bitterligt. Jeg skulle hilse og sige, at det godt nok var noget af en prøvelse for mig. Manden kunne jo tydelig vist ikke genkende mig.

I dag er den beslutning røget direkte ind på min top10 over pissegode beslutninger som jeg har taget. I en ikke nærmere specificeret tidsperiode. For det viste sig, at med lidt hukommelseshjælp kunne han godt huske, at vi havde talt sammen. Resten af ugen forbeholdt jeg mig retten til at drille ham lidt med, at han ikke kunne genkende mig².

Nå, men for at gøre en lang historie lidt længere, ved jeg nu lidt mere om, hvorfor jeg mindede ham om hans hustru (grunden er heldigvis mindre dramatisk og teatralsk end min gisning om, at hun måske var død). Det var ikke fordi vi havde mange og lange samtaler, der jo så mange andre, man også lige skal nå at tale med, men jeg ved trods alt lidt mere om ham nu. Og den der særlige forbindelse jeg følte sidste år, føler jeg sgu egentlig stadig. Så han har fået plads i et helt særligt rum, for helt særlige mennesker, mødt under helt særlige forhold.

Nå (det skriver jeg virkelig tit, gør jeg ikke?), jeg kan ikke samle mig om at skrive mere. I må vente med at læse resten af Ry Højskole – Ry Classic 2017 til en anden dag.

ry-højskole-tårnets-tag
På Ry Højskole kan man sidde og skrive oppe på tårnets tag.

¹ Til selvbestaltede sprogbetjente: Jeg er for utålmodig og for træt til korrekturlæsning, så der er udsigt til tics. Lev med det eller hop videre. Jeg har ikke tænkt mig at rette teksten til.
² Til Manden: jeg ved du læser med, så du skal lige vide, at retten til at drille ikke har nogen udløbsdato.

Leave a reply:

Your email address will not be published.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow