Lad billedet tale

Hun kigger på det blanke dokument på skærmen. Det har hun gjort de sidste fem minutter. Og hun ved stadig ikke, hvad hun skal skrive. Hun bladrer lidt i det meget gamle fotoalbum med for længst afdøde mennesker. De fleste ved hun ikke hvem er, men måske kan de fortæller hende om deres liv og inspirere hende. Men de siger ingenting.

Så finder hun et billede fra 1932. Det er folkedansere i fine dragter og én af dem er hendes bedstefar. Hun føler han fortæller hende noget, men hun kan ikke høre det.

Så skriver hun dét og lægger albummet fra sig.

Og glor videre på dokumentet, hvor der stadig er plads til mange flere ord.

Efter en rum tid mærker hun trætheden komme snigende. Først begynder hun at gabe. Hun gaber og gaber, så hun er bange for, at kæberne sætter sig fast i en uønsket position. Eller måske forsvinder al ilten. Hun gaber så meget, at øjnene løber i vand. Og når øjnene løber, løber næsen med.  Øjnelågene bliver tungere og tungere. De kæmper om retten til at lukkes sig i. Hun kæmper imod. Bravt og længe. Men til sidst opgiver hun. Indser, at slaget er tabt.

Så skriver hun dét. Og lukker ned, både for computeren og sig selv, og går i seng.

-o-o-o-

Efter en nat med drømme om et monster, der bor under det hus hun befinder sig, står hun op. Mens hun sætter vand over til kaffe, går det op for hende, at det ikke er hendes bedstefar, der fortæller hende noget. Og så er det ikke så mærkeligt, at hun ikke kan høre hvad han siger.

Lidt efter sidder hun ved bordet i stuen med morgenens første kop kaffe. Hun tænder computeren og åbner det halvtomme dokument med plads til mange flere ord.

Det er folkedanserdragterne! Især kjolerne. De fine, fine kjoler. Det er dem, der taler til hende.

Så skriver hun dét. Og finder ud af, at hun ikke kan nå at skrive mere. Hun lukker ned og går på arbejde.

-o-o-o-

Næste morgen sidder hun atter ved bordet i stuen med morgenens første kop kaffe. Hun tænder computeren og åbner det stadig halvtomme dokument med plads til mange flere ord.

Så forfølger hun tanken om folkedanserkjolerne. Hun føres tilbage til barndommen og en markedsdag i nabobyen. Hun ser to unge piger, der står på en trappe. De har folkedanserkjoler på. Åh, hvor er de fine. Hendes højeste ønske lige dér er at gå til folkedans, så hun kan få sådan en kjole. Kjolen får hun ikke, men som ung går hun til dans om aftenen på en skole. Hun er ikke sikker, men mener det er folkedans. Som lille pige går hun såmænd til polka på nabobyens hotel.

Hun tænker, at det er det hun kan skrive og ikke så meget mere. Selvom der stadig er plads til mange flere ord i det halvtomme dokument.

Så skriver hun dét.

-o-o-o-

Leave a reply:

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow