Mondayitis, Tuesdayitis og noget om forfald

Mondayitis, Tuesdayitis og noget om forfald

Hun står foran spejlet på badeværelset og er ved at gøre sig klar til at tage på arbejde.

Hun samler håret i en hestehale, kaster et blik på sit spejlbillede og tænker, at det bliver sgu ikke bedre. Hun vender sig om for at gå ud af badeværelset. En pludselig indskydelse får hende til at standse op. Hun må sgu nok hellere lige tjekke om håret sidder ordentligt bagpå, tænker hun. Det plejer hun ellers aldrig at gøre. Men Plejer, med de mere end ni liv, er åbenbart død endnu engang.

Hun åbner skabet, tager det lille grimme, og i øvrigt revnede, spejl frem. Hun holder det op foran sig og tjekker hurtigt bagpå og i siderne. Det ser sgu egentlig meget fornuftigt ud. Muligvis på en lidt grå, flad og alligevel lidt høstak-agtig måde, men det går an. De naturlige aldersbetingede striber har hun vænnet sig til. Hun holder spejlet tættere på og underkaster frisuren et sidste, hurtigt nærstudie i siderne. Da hun skal til at sænke spejlet, får hun øje på noget og stivner.

Hva’ satan?

Nu holder hun spejlet helt tæt på. Så tæt, at hun kan tælle de grå hår. Eller det kan hun ikke. Både fordi der er for mange, men også¹ fordi hendes syn sgu efterhånden lider af alderdomssvækkelse. Nå, tilbage til spejlet og det hun får øje på.

Hun tjekker først den ene side. Så den anden. Så den første side igen. Og endnu engang. Og een gang til. Hun stirrer vantro på det hun ser.

Det er fandeme løgn, tænker hun.

Hvorfor helvede skal hun lige opdage det i dag. Nu er hun lige så glad fordi tirsdag har kureret hende for mondayitis. Alene på grund af sin egenskab af at være tirsdag.

Det her er jeg sgu bare slet ikke klar til at håndtere, tænker hun rystet. Og mærker pludselig symptomer på tuesdayitis. Den lidelse er hun ellers overbevist om er ekstrem sjælden, og modsat mondayitis, aner hun ikke om den kan kureres med en omgang onsdag.

Det håber hun sgu godt nok ikke, for det er slemt nok at hun skal forene sig med den nyopdagelse hun har netop har gjort.

Som om det ikke er slemt nok, at hun er vokset ud af sine bukser. At hun kan skjule 23 blyanter under hver røvballe, og er kvalificeret til at være vaskeægte hængerøv. At hendes arme slasker mere end mormorudgaven, og truer med at lave hendes tatovering om til en tegnet udgave af et freakshow. At hendes hud er så patineret, at hun vil kunne åbne sin egen udstilling om Egtved-pigen. At hendes muffintop til en bradepandekage. At hun for første gang har fået sidedeller, der æder trussekanten råt. At hendes lår ligner forvoksede og aflange blomkålshoveder, der er trillet ud over knæene. At hun kan fremvise adskillige strækmærker helt uden at have været gravid. At hendes røv går så meget i bølgegang, når hun bevæger sig, at hun er bange for at vælte omkuld. At. At. At.

Nej, alt det er åbenbart ikke slemt nok. Nu skal hun fandengaleme også til at forholde sig til…

…ørerynker!!!

NU KAN DET FANDEME VÆRE NOK!

Det kan sgu kun være et tegn på, at jeg lider helt overordnet af uhelbredelig dayitis, tænker hun.

Og forsøger at gøre sig mentalt klar til at tage imod onsdag.

¹Rette-type: Nej, “både, men også” er ikke  korrekt dansk, men ødelægger det din læseoplevelse, så hop videre. Jeg har ikke tænkt mig at rette det.