Og stik mig så den skide Oscar!

Jeg har netop spillet min livs rolle. Og hvis den ikke afstedkommer en invitation og en nominering til både Oscar, Golden Globe og Sundance Film Festival, er der sgu ingen retfærdighed til!

NÅ, men det hele starter i går morges, da jeg tager en af de der dumme personlighedstest på nettet. Testen viser, at jeg er sådan en, der beskytter andre. Nu tænker I måske, at det lyder meget ædelt, men jeg kan så fortælle jer, at det er fandme også er ækelt. Og det skal vise sig, at jeg tager resultatet meget alvorlig. Meget.

Men det ved jeg endnu ikke, da jeg er færdig med testen og frejdigt tager på arbejde. Her bruger jeg hele arbejdsdagen på ikke at beskytte nogen overhovedet! Så ædel en kollega er jeg nemlig. Jeg beskytter ikke engang mig selv mod alle de lækre kager, der ligger i vores lille Deli. Men det kan selvfølgelig ikke undre …

Jeg klarer også en gåtur hjem i solen uden at føle trang til at springe ud som den nye Verdens Beskytter. Næsten 6 km uden at beskytte nogen eller noget mod nogen eller noget. Ædelt!

Vel hjemme går resten af aftenen med at sørge for at holde foretagsomhedsbarometeret helt i bund. Jeg er så lidt fortagesom, at jeg end ikke beskytter mig selv mod sofaen, da den overfalder mig. Der går rundt regnet et par timer, før jeg for alvor kommer op til overfladen. Indsmurt i jeg-hamrer-hovedet-ind-væggen-fortrydelse. Nå, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Jeg har klaret en hel dag uden at beskytte nogen, så jeg skal ikke klynke. Så jeg går i seng og falder utroligt nok i søvn igen.

Og så starter det hele …

Min nye heltemodige rolle som Beskytter, skal åbenbart kun spilles om natten. Og jeg skal satanedme love for, at jeg forsøger at leve mig ind i rollen.

Min helterolle går ud på at skulle beskytte en ukendt på ukendt sted mod en ukendt (ækel) modstander af ukendt årsag. Alle de ubekendte faktorer gør det eddermanerne til en ekstra udfordring for en kontrolfreak som undertegnede. Og jeg bruger natten på at være lige dele fyldt med stolthed og væmmelse.

Modstanderen er et menneske. Eller menneskelignende. For det er jo overvejende sandsynligt, at mennesker dør, hvis de maltrakteres tilstrækkelig grundigt. Det har jeg selv set på film.

Det sker bare ikke rigtig her.

For hver gang modstanderen kommer tilbage, forsøger jeg at være mere omhyggelig med maltrakteringen. Det er bare ikke så lige til, for det viser sig, at også indvoldene lever deres eget liv og skal også bekæmpes (WTF?) Det er fandme en ulige kamp. Ved I for svært det er at proppe flere meter meget levende tarme ned imellem en smal sprække? Nej? Nå, men det skal jeg fortælle jer: DET ER NÆRMEST UMULIGT!

På et tidspunkt er jeg maks stresset over, at de skide tarme ikke vil makke ret. Jeg kæmper som en gal og føler mig nærmest som Rambo (ja, sorry – jeg gik i stå i 80’erne på actionfronten). Det er bare slet ikke særlig fordrende ikke at vide, hvem det er jeg beskytter. Jeg ser personen, men aner ikke hvem det er. Ud over, at det er en mand.

Anyway, efter en lang og opslidende kamp, får jeg proppet de pisse irriterende og insisterende tarme ned i sprækken. Så er der ro! Kampen mod modstanderen er vundet!

Hold kæft, hvor er jeg lettet.

Jeg går hen til den ukendte beskyttertrængende mandsperson for at overbringe nyheden.

Mens jeg står foran ham og fortæller, at alle hans (!!!) strabadser er slut, fanger mine øjne noget, der bevæger sig bag ham.

What the … det er kraftedeme løgn!

Men nej, det er ikke løgn. Bag ham, nede på gulvet, kommer en halv blodig fod kravlende.

EN HALV FOD, FOR HELVEDE!!!!

HVEM FANDEN HAR HØRT OM EN FORFOD, DER BARE KOMMER KRAVLENDE AF SIG SELV??

Min puls ryger helt i vejret og mit hjerte er ved at krænge sig vej ud gennem brystkassen.

Pludselig taber jeg foden af syne ….

Jeg siger ikke noget til den beskyttertrængende. Man er jo en helt og min stoiske ro er ganske enkelt ekseptionel. Men i mit sind er jeg på panikkens rand. Det eneste jeg tænker på er, at om lidt mærker jeg den der skide HALVE FOD i min røv. Eller et eller andet andet ufremkommeligt sted. Og den tanke er fandme ikke særlig rar. Heller ikke for en helt. Der ER virkelig grænser.

Men den halve blodige fod er faktisk slet ikke det værste. Nej, det værste er, da det går op for mig, hvem det er jeg spillet mit livs rolle for at beskytte.

DET ER FANDEME ALT SAMMEN NIKO GRÜNFELDS SKYLD!!!

Og dét siger jeg jer! Det er eddermanerne både første og sidste gang jeg spiller sådan en udmattende rolle for en skide politiker.

Fy for fanden, Niko. Du og alle andre politikere må sgu kæmpe jeres egne kampe.

 

Leave a reply:

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow