Kropumulig

Kropumulig

Det her indlæg føles kropumuligt at skrive, fordi emnet er meget privat og overskrider en grænse for, hvad jeg normalt ønsker at dele om mig selv. Men emnet er oppe i tiden og mange har skrevet og skriver om det, så jeg hopper med på vognen. Fordi jeg håber det kan hjælpe mig selv i en rigtig retning. At gøre noget kropumulig kropmuligt.

Du synes måske det er for privat til at dele og måske krummer du ligefrem tæer på mine vegne. Måske synes du det er okay, måske endda brugbart. Eller måske synes du det er inderligt ligegyldigt. Uanset, hvad du synes, er det okay. Det skal du vide. Og dømmer du mig, kan du alligevel ikke overgå den måde jeg dømmer mig selv på.

Så – her er historien om det kropumulige; mit forhold til min krop.

Hvis forholdet til min krop var en Facebook status, ville det være ”Kompliceret”. Det er ikke et ligeværdigt forhold med samhørighed og respekt. Det er et forhold fyldt med bebrejdelser og bagtalelse. Der er mildt sagt en dårlig tone mellem os, og vores samarbejde om et fælles mål er næsten ikke-eksisterende.

Jeg har altid følt mig for tyk. Altid, altid, altid. Så langt tilbage jeg kan huske. Også dengang jeg var slank som en ål. Dengang, hvor der hverken var appelsinhud eller deller. Bare en ung, slank krop.

De sidste par år har jeg taget 5 kilo på. Det meste har placeret sig som et tykt spæklag fra taljen og ned til knæene. Jeg har måtte gå en buksestørrelse op. To gange. Og i dag er forholdet til min krop mere kompliceret end nogensinde før. Vi er ganske enkelt nået til et punkt, hvor vi er ude af stand til at tale sammen. Det er blevet til envejskommunikation. En endeløs række af monologer, hvor det er mig, der fører ordet. Jeg holder grimme taler til min krop 24/7. Min krop er den første jeg tænker på, når jeg vågner. Og den sidste jeg tænker på, før jeg giver mig til at sove. Vågner jeg om natten, hvad jeg ofte gør, får den også lige en tanke eller tre. Jeg skal jo få tiden til at gå med noget.

Når jeg lægger mig i sengen om aftenen, skynder jeg mig at dække mig med dynen, fordi jeg ikke kan holde ud at se på mig selv. Jeg kan ikke holde ud at blive mindet om, hvad jeg har ladet ske med min krop de sidste par år.

Jeg synes tanken om at vise mig i bikini er rædselsfuld, og derfor gør jeg det ikke. Jeg går heller ikke i nederdele, der ikke når ned under knæene. Shorts er helt og aldeles bandlyst.

Jeg undlader at deltage i sociale arrangementer, fordi jeg ikke føler mig tilpas i mit tøj. Eller også bruger jeg oceaner af tanker på at finde ud af, hvad jeg føler mig mindst utilpas i, i flere dage før jeg skal deltage i noget.

Jeg har droppet tanken om at lukke en mand ind i mit liv. Tanken om at skulle vise mig bar, er på aller måder et bjerg jeg ikke kan overskue at bestige. Så hellere lade være.

Jeg gemmer mig væk. Og spiser mad. Spiser kage. Spiser slik. I umodererede mængder. Så bliver jeg træt af det. Og spiser lidt mere. Den onde cirkel er fuldkommen.

Så kan jeg joke overfor alle om, at jeg elsker kage og slik. At jeg er født med ikke bare én sød tand, men en hel mundfuld. At sundhed er for tabere. Haha. Skide sjovt. Jeg har jo altid en undskyldning.

”Du skal jo bare tage dig sammen og lade være med at spise så meget kage og slik, så skal du nok tabe dig”, har jeg tænkt en million milliard gange. Og ingen tvivl om, at det ville hjælpe lidt på vægten. Og ingen tvivl om, at andre tænker det samme.

Men – det her handler jo i virkeligheden allermindst om min kropsvægt og fremtoning, men allermest om min hjerne og dét den fortæller mig. Derfor kan jeg ikke bruge den sætning til en skid. Jeg kan ikke bruge de bank, jeg giver mig selv oveni hovedet, til noget som helst konstruktivt. Derfor hjælper det heller ikke, når nogen siger ”Du er da ikke tyk” eller ”Du er pæn som du er”. Det er sødt sagt og varmer i hjertet, men min hjerne – den egenrådige satan – er ikke modtagelig og tror ikke på det.

Mit indtag af mad og søde sager er symptombehandling. Vægtforøgelsen er blot resultatet af fejlbehandling, fordi jeg ikke tager hånd om årsagen til symptomerne.

Årsagen? Den har jeg tænkt en del på den sidste tid. Jeg tror godt jeg ved, hvad det handler om.  Hvis jeg skriver ”tomrum” er det ikke helt ved siden af.

Jeg lyder som en usikker 16-årig pige, med et forkvaklet forhold til sin krop. Men det er jeg ikke. Jeg er en kvinde på snart 50. Med et kropumuligt forhold til min krop. Et forhold, der også var kropumuligt, da jeg var 16. Jeg bliver ærgerlig ved tanken om alle de unge piger, der kommer til at bruge et helt liv på at være lige så utilfredse med deres krop, som jeg var og altid har været. For jeg ved, hvor stor en indvirkning det kan have på ens liv. Det er simpelthen spild af godt liv. De ressourcer, der bruges på det,  kan bruges på så mange andre og mere livgivende måder.

Jeg er ikke 16 år mere. Jeg har ikke et helt liv foran mig, men jeg håber dog, at jeg har mindst et par årtier tilbage. Forholdet til min krop er nu engang et forhold, hvor udskiftning af partner er noget nær en umulig løsning, så fanden stå i det, om de næste par årtier skal bruges på et kompliceret og kropumuligt forhold.

Jeg vil lære at leve og være tilfreds med den krop jeg nu engang har.

Det kræver alvorlige samtaler mellem mig og min krop. Måske endda parterapi. Det vil tiden vise.

Først vil jeg dog lige æde en stor fed kage eller tre. Det har jeg sgu fortjent.

Ej, det er gas. Jeg vil cykle ud i min elskede natur, der er en af flere gode ting, der fylder tomrummet ud.

Snart vil jeg grave et spadestik dybere og håbe jeg hakker ned i den onde cirkel.

Hep!

9 Replies to “Kropumulig”

  1. Når du får lyst til noget sødt, så spis 85% chokolade og drik danskvand med citrus.

    Chokoladen fylder så meget, at du ikke kan spise mere end 25-50 gram.
    Og så virker den samtidig mod depression?

  2. Tak for det skrevne ord og tankerne bag.
    Her er samtaleterapi afprøvet uden succes. Måske en dag lykkes det!

    1. Tak for din kommentar, Lisbeth 🙂
      Der sket en lille ændring i mine tanker efter jeg havde skrevet indlægget. Ikke noget stort, men dog stor nok til at jeg har bemærket en form for afklaring. Måske kan jeg lave skriveterapi for mig selv 😉

  3. Jeg tænker, at det er mig der har ført din pen – med nogle få strategiske undtagelser. Men det komplicerede forhold til kroppen kan jeg bestemt skrive under på.
    For nogle år siden tabte jeg ca. 15 kg. Min slutvægt – MÅLET – var at nå under 60 kg. Og jeg var så stolt, at jeg var ved at regne. Men når jeg så mig i spejlet, var selvkritikken der stadig. Slatne bryster, en røv der hang og min evige forbandelse min mave, var der stadig.
    Så forholdet til kroppen ændrede sig som sådan ikke. Kritikpunkterne blev blot nogle andre.
    Nu er nogle af kiloene røget på igen, noget jeg så kan slå mit selv i hovedet med, og mit blik fæstner sig stadig ved min mave og min nu store bagdel. Mine øjne fokuserer helt automatisk her, når jeg møder et spejl eller et vinduesparti. Og jeg bliver så ked af, at det er sådan.

    Noget af det, jeg øver mig på er at forstå, at jeg faktisk ikke er noget særligt, sådan som jeg nogle gange kommer til at bilde mig ind. Ikke på Jantelovsmåden, men forstået på den måde, at jeg tror der gælder helt særlige regler og forventninger til mig om at være perfekt. At jeg min krop skal leve op til umenneskelige krav, selv om jeg sagtens kan bære over med, at andre hat lidt ekstra på sidebenene og ikke ligner en model i et magasin. Jeg tænker eksempelvis om dig, at det overhovedet ingen betydning har for vores relation, hvordan du ser ud. Det er så uendeligt ligegyldigt, fordi jeg kan lide DIG og DIT selskab. Jeg har ikke valgt dit venskab fordi du skal se perfekt ud. Omvendt tænker jeg netop om mig selv, at jeg ikke har fortjent andres opmærksomhed, omsorg og kærlighed hvis jeg ikke gør mig umage og ser ud på en særlig måde. Øvelsen er at se på mig selv som jeg ser på dig – og for dig, at du må tale til og om dig selv på samme måde, som om du faktisk siger det til mig. Jeg siger ikke det er nemt, men jeg tror på, at vejen frem er at se med blidere øjne på os selv som vi gør det overfor vore nærmeste.

    Det største bjørneknus,
    Anne-Mette

    1. Beklager stavefejl – og at jeg var ved at regne af stolthed. Det er selvfølgelig revne!!!
      Eller at andre hat lidt ekstra på sidebenene, de har!!!

      Klumrefingre på telefon…

    2. Tak for dit dejlige indspark.

      Forholdet til den krop vi nu engang er udstyret med, opstår ikke af ingenting. Det kan være det omgivende samfund (reklamer, medier), nærmiljøet (klassekammerater, venner) eller inderkredsen (familie), der har givet dig den pen du tegner dit tankemønster med. Jeg har mestendels mit med fra inderkredsen. Og her må jeg understrege, at det er skrevet uden anklage, det er blot en konstatering. For dem, der giver dig en pen at tegne mønster med, har selv fået den pen et sted fra. Bliver den ikke skiftet ud, tegner man bare det samme mønster igen og igen. Som voksen er jeg selv ansvarlig for at bytte pennen ud med en, der er bedre at tegne med.

      Efter jeg har skrevet indlægget, har jeg mærket en lille bitte forandring. Ikke så stor, men stor nok til, at jeg har bemærket et lille område med et nyt mønster. Dét at fortælle om det, har åbenbart en effekt. Naturligvis forstærket af, at jeg bliver *mødt” og “set” af dem, der forstår, hvordan jeg har det. Af dem som ved, at selvom jeg nogle steder forsøger at distancere mig og gøre en joke ud af det, så det er knapt så pinligt med selvudleveringen (i andres øjne), så er det faktisk ikke slet sjovt. Overhovedet.

      Jeg lytter også med ujævne mellemrum til podcasten “Detox din hjerne” med Morten Elsøe og Anne Gaardmand. Den podcast hjælper mig faktisk en del, når det drejer sig om at bryde tankemønstre og (dårlige) vaner.

      Og det drejer sig jo helt klart om, som du også skriver, at se på os selv med blidere øjne.

      Og det er en kunst, der bestemt ikke er så nem, men ikke dermed sagt, at den er uladsiggørlig.

  4. Sødeste, smukkeste Volapyk – er du klar over hvor misundelig jeg er på din krop?

    Ih, hvor jeg kender det … og skulle netop til at foreslå dig at lytte til “Detox din hjerne”. Det hjælper mig!

    Kram!

  5. Du er nu sød, Linedanser.
    Jeg kender Detox din hjerne. Det er en fremragende podcast. Måske skal jeg bare lytte til den flere gange.

Skriv et svar til Lisbeth Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.