Kropumulig

Det her indlæg føles kropumuligt at skrive, fordi emnet er meget privat og overskrider en grænse for, hvad jeg normalt ønsker at dele om mig selv. Men emnet er oppe i tiden og mange har skrevet og skriver om det, så jeg hopper med på vognen. Fordi jeg håber det kan hjælpe mig selv i en rigtig retning. At gøre noget kropumulig kropmuligt.

Du synes måske det er for privat til at dele og måske krummer du ligefrem tæer på mine vegne. Måske synes du det er okay, måske endda brugbart. Eller måske synes du det er inderligt ligegyldigt. Uanset, hvad du synes, er det okay. Det skal du vide. Og dømmer du mig, kan du alligevel ikke overgå den måde jeg dømmer mig selv på.

Så – her er historien om det kropumulige; mit forhold til min krop.

Hvis forholdet til min krop var en Facebook status, ville det være ”Kompliceret”. Det er ikke et ligeværdigt forhold med samhørighed og respekt. Det er et forhold fyldt med bebrejdelser og bagtalelse. Der er mildt sagt en dårlig tone mellem os, og vores samarbejde om et fælles mål er næsten ikke-eksisterende.

Jeg har altid følt mig for tyk. Altid, altid, altid. Så langt tilbage jeg kan huske. Også dengang jeg var slank som en ål. Dengang, hvor der hverken var appelsinhud eller deller. Bare en ung, slank krop.

De sidste par år har jeg taget 5 kilo på. Det meste har placeret sig som et tykt spæklag fra taljen og ned til knæene. Jeg har måtte gå en buksestørrelse op. To gange. Og i dag er forholdet til min krop mere kompliceret end nogensinde før. Vi er ganske enkelt nået til et punkt, hvor vi er ude af stand til at tale sammen. Det er blevet til envejskommunikation. En endeløs række af monologer, hvor det er mig, der fører ordet. Jeg holder grimme taler til min krop 24/7. Min krop er den første jeg tænker på, når jeg vågner. Og den sidste jeg tænker på, før jeg giver mig til at sove. Vågner jeg om natten, hvad jeg ofte gør, får den også lige en tanke eller tre. Jeg skal jo få tiden til at gå med noget.

Når jeg lægger mig i sengen om aftenen, skynder jeg mig at dække mig med dynen, fordi jeg ikke kan holde ud at se på mig selv. Jeg kan ikke holde ud at blive mindet om, hvad jeg har ladet ske med min krop de sidste par år.

Jeg synes tanken om at vise mig i bikini er rædselsfuld, og derfor gør jeg det ikke. Jeg går heller ikke i nederdele, der ikke når ned under knæene. Shorts er helt og aldeles bandlyst.

Jeg undlader at deltage i sociale arrangementer, fordi jeg ikke føler mig tilpas i mit tøj. Eller også bruger jeg oceaner af tanker på at finde ud af, hvad jeg føler mig mindst utilpas i, i flere dage før jeg skal deltage i noget.

Jeg har droppet tanken om at lukke en mand ind i mit liv. Tanken om at skulle vise mig bar, er på aller måder et bjerg jeg ikke kan overskue at bestige. Så hellere lade være.

Jeg gemmer mig væk. Og spiser mad. Spiser kage. Spiser slik. I umodererede mængder. Så bliver jeg træt af det. Og spiser lidt mere. Den onde cirkel er fuldkommen.

Så kan jeg joke overfor alle om, at jeg elsker kage og slik. At jeg er født med ikke bare én sød tand, men en hel mundfuld. At sundhed er for tabere. Haha. Skide sjovt. Jeg har jo altid en undskyldning.

”Du skal jo bare tage dig sammen og lade være med at spise så meget kage og slik, så skal du nok tabe dig”, har jeg tænkt en million milliard gange. Og ingen tvivl om, at det ville hjælpe lidt på vægten. Og ingen tvivl om, at andre tænker det samme.

Men – det her handler jo i virkeligheden allermindst om min kropsvægt og fremtoning, men allermest om min hjerne og dét den fortæller mig. Derfor kan jeg ikke bruge den sætning til en skid. Jeg kan ikke bruge de bank, jeg giver mig selv oveni hovedet, til noget som helst konstruktivt. Derfor hjælper det heller ikke, når nogen siger ”Du er da ikke tyk” eller ”Du er pæn som du er”. Det er sødt sagt og varmer i hjertet, men min hjerne – den egenrådige satan – er ikke modtagelig og tror ikke på det.

Mit indtag af mad og søde sager er symptombehandling. Vægtforøgelsen er blot resultatet af fejlbehandling, fordi jeg ikke tager hånd om årsagen til symptomerne.

Årsagen? Den har jeg tænkt en del på den sidste tid. Jeg tror godt jeg ved, hvad det handler om.  Hvis jeg skriver ”tomrum” er det ikke helt ved siden af.

Jeg lyder som en usikker 16-årig pige, med et forkvaklet forhold til sin krop. Men det er jeg ikke. Jeg er en kvinde på snart 50. Med et kropumuligt forhold til min krop. Et forhold, der også var kropumuligt, da jeg var 16. Jeg bliver ærgerlig ved tanken om alle de unge piger, der kommer til at bruge et helt liv på at være lige så utilfredse med deres krop, som jeg var og altid har været. For jeg ved, hvor stor en indvirkning det kan have på ens liv. Det er simpelthen spild af godt liv. De ressourcer, der bruges på det,  kan bruges på så mange andre og mere livgivende måder.

Jeg er ikke 16 år mere. Jeg har ikke et helt liv foran mig, men jeg håber dog, at jeg har mindst et par årtier tilbage. Forholdet til min krop er nu engang et forhold, hvor udskiftning af partner er noget nær en umulig løsning, så fanden stå i det, om de næste par årtier skal bruges på et kompliceret og kropumuligt forhold.

Jeg vil lære at leve og være tilfreds med den krop jeg nu engang har.

Det kræver alvorlige samtaler mellem mig og min krop. Måske endda parterapi. Det vil tiden vise.

Først vil jeg dog lige æde en stor fed kage eller tre. Det har jeg sgu fortjent.

Ej, det er gas. Jeg vil cykle ud i min elskede natur, der er en af flere gode ting, der fylder tomrummet ud.

Snart vil jeg grave et spadestik dybere og håbe jeg hakker ned i den onde cirkel.

Hep!

2 comments On Kropumulig

  • Arthur F. Arthursson

    Når du får lyst til noget sødt, så spis 85% chokolade og drik danskvand med citrus.

    Chokoladen fylder så meget, at du ikke kan spise mere end 25-50 gram.
    Og så virker den samtidig mod depression😊

  • Tak for det skrevne ord og tankerne bag.
    Her er samtaleterapi afprøvet uden succes. Måske en dag lykkes det!

Leave a reply:

Your email address will not be published.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow