Des eller dus

– Skal vi være Des eller dus?
– Dus. Altid. Jeg vil ikke “Desses” [udtales disses, red]

Ikke at jeg forventer at blive spurgt, men skulle det nu ske, at nogen spørger, om vi skal være Des eller dus, vil mit prompte svar være dus.

Jeg læste et indlæg på Bro Kommunikation, der inspirerede mig til dette indlæg om Des eller dus.

Des-verdenen er et sted jeg ikke har lyst til at være. Den er en fjern fortidsverden, hvor jeg ikke føler mig hjemme. For mig signalerer Des afstand, hierarki og en chauvinistisk følelse af bedreværd.

Jeg kan føle en snert af provokation og trodsighed, hvis nogen tiltaler mig De og hvis det samme forventes den anden vej.

En gren af Des er det at skulle tiltale nogen med efternavn. Helt grelt, hvis der skal tilføjes Hr, Fru eller Frøken. Min matematiklærer i gymnasiet hed Åse Pihl [opdigtet navn, det rigtige navn er red. bekendt]. Jeg husker stadig, 32 år senere, da hun præsenterede sig for klassen.

– Jeg hedder Pihl.
– Du hedder vel også Åse? [klasselærerens spørgsmål, red]
– Nej, det gør jeg ikke! Jeg hedder Pihl!

Hun gjorde ikke mit, i forvejen skrantende, forhold til matematik bedre.

Det stikker dybt, det indrømmer jeg gerne. For den følese af bedreværd, som jeg tillægger Des og efternavne, må nødvendigvis være et udtryk for, at jeg selv føler mindreværd i forhold til disse mennesker. Eller hvad?

I nogle situationer – ja. Det provokerer mig, at nogen føler sig mere værd uden at være det. Denne forblændede opfattelse af egen person.

Jamen, der kan da godt være mennesker, der bare gerne vil være Des, fordi de befinder sig bedst med gamle former, uden at de nødvendigvis føler sig mere værd? Ja sikkert, men de er heldigvis en uddøende race. Men jeg holder på, at ønsket om Des, for de flestes vedkommende, kommer af en følelse af bedreværd.

Betyder det, at jeg kategorisk vil nægte at tiltale nogen De, hvis nogen skulle ønske dette? Nej, det gør det ikke, for jeg er et høftligt menneske og forholdvis autoritetstro. I mit arbejdsliv har jeg været på både efternavn og Des med tyskere, hollændere og amerikanere. Jeg vil altid imødekomme ønsket om denne tiltaleform. Jeg vil dog, så vidt muligt, undgå at omgive mig for meget med mennesker med dette ønske. Jeg vil ikke være i en verden, hvor jeg ikke føler mig hjemme.

Det betyder til gengæld, at jeg har svært ved at skulle abonnere på en avis som Weekendavisen. Selvom jeg egentlig gerne vil pga. indholdet. Avisen er Des med sine læsere og derfor kan jeg ikke identificere mig med målgruppen.

Hvis jeg får breve fra myndigheder, virksomheder etc, der er Des med mig, kan jeg ikke læse det uden at blive irriteret og tænke “Så kom dog ind i nutiden!”. Jeg føler ikke nogen relation til virksomheden eller myndigheden. Det er heldigvis efterhånden sjældent det sker, så samfund/borgere og virksomheder/kunder nærmer sig hinanden på det punkt.

Nuvel, at nogen vælger at være Des med mig, kan også være et udtryk for misforstået høflighed. Men så høflig behøver ingen være overfor mig. Faktisk er det, i mit tilfælde, mere uhøfligt at bruge De. Dvs. hvis jeg en dag Desser [udtales disser, red] dig, uden at du har bedt om det, kan det godt tænkes, at jeg er bevidst uhøflig. Undskyld.

Des eller dus. DU bestemmer selv. Jeg har bestemt mig for, at vi skal være dus. I hvert fald indtil du beder mig om andet.

5 comments: On Des eller dus

  • Hvordan ville du tiltale Dronning Margrethe II, hvis du stødte ind i hende nede i kiosken efter smøger?

  • Men hvordan ville du tiltale Dronning Margrethe II, hvis du stødte ind i hende nede i kiosken efter smøger? 😉

    • Det kommer helt an på, om hun virker fuld samtidig. I det tilfælde vil jeg nok godt turde sige du – i håb om, at hun er for fuld nok at huske det.

      Ellers ville jeg nok sige De 😉

  • Jeg kan se Din pointe. Jeg er dog anderledes anlagt der.

    Faktum er, at når jeg laver opgaver for folk, kalder jeg dem altid for Fru/Frøken/Hr. Hvis der er tale om opgaver jeg frivilligt påtager mig, sørger jeg også for at takke dem for at give dem til mig. Jeg vil ikke bryde mig om at blive adresseret som De eller en titulering, men jeg elsker at gøre det ved folk. Jeg elsker at dyrke den bedreværd som Du omtaler, og jeg elsker tanken om et hierarki, hvor jeg konstant taler pænere til andre.

    Men jeg er måske også ret servil. Læg mærke til, hvordan jeg har skrevet Dit pronomen med stort gennem min kommentar.

    • Hej Servile Søren

      Mange tak for din kommentar 🙂

      Interessant indgangsvinkel. Det må betyde, at de mennesker du laver opgaver for, er sådan nogle, der gerne vil tituleres på denne måde? Mit gæt er, at du arbejder i en brache, der er forholdsvis konservativ – fx finanssektoren?

      Nu nævner du det med at takke. Jeg takker nu også andre mennesker. Det har intet at gøre med om man er Des eller dus. Ligeledes gør sig gældende mht. det at tale pænt.

      Jeg er nysgerrig på at vide, hvad det er ved hierarki du godt kan lide?

Leave a reply:

Your email address will not be published.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow