Det dér og det dér
Jeg har læst en bog. Med den mundrette titel “Det dér og det dér”.
At jeg har læst en bog er ikke bare en begivenhed, der kan henlægges under kategorien “hverdagsting”. Jeg, ex-læsehesten, læser næsten aldrig mere. Derfor er jeg glad, og på sin vis lettet, når det sker.
Det siger en del om kvaliteten af “Det dér og det dér”, at det lykkes mig at læse den fra start til slut. Faktisk har jeg svært ved at lægge bogen fra mig. På nær et par gange, hvor jeg har svært ved at læse videre.
Bogen, der er udgivet af forlaget EC Edition, er forfatter Louise Juhl Dalsgaards romandebut.
“Det dér og det dér” handler om en ung kvinde i tiden før, under og efter et langt sygdomsforløb. Om kampen for at blive rummet. Om at være bange for at fylde for meget. Og derfor fylder for lidt. At leve i sit eget rum. Og om at have et hulrum. Og meget mere.
Jeg har fulgt Louise Juhl Dalsgaards skriverier i flere år. Hun har sin helt egen skrivestil. Kun Louise kan skrive som Louise. Hun er et stort talent udi at lege med sproget og ordene. Hun kan skrive så meget mellem linjerne, at jeg bliver rundtosset i mit forsøg på at balancere på linjerne. Nogle gange mister jeg balancen, falder ned mellem linjerne uden helt at forstå, hvad der sker dernede.
Og jeg elsker det.
I “Det dér og det dér” leger hun også med sproget, men til gengæld skriver hun så meget på linjerne, at jeg holder balancen hele vejen igennem. Louises pen er skarp og skærer så langt ind til benet, at jeg kan mærke æggen. Hendes lige så skarpe humor hjælper til at standse blødningen.
“Det dér og det dér” er til tider svær at læse, ikke sproget, men indholdet. Jeg må lægge bogen fra mig et par gange undervejs, fordi min mave gør knuder. Det er dét, “show, don’t tell” kan – og det mestrer hun til fingerspidserne.
Jeg vil egentlig ikke skrive så meget mere om selve bogen.
“Det dér og det dér” skal læses og mærkes.
Og det vil jeg anbefale at du gør.
Vi standser ved en majsmark, og jeg går ind imellem de mandshøje planter og bliver væk. Jeg render rundt mellem majsene i, hvad der føles som en evighed, til sidst bliver jeg bange, sætter mig på hug og beder til, at min far vil finde mig. Efter nogle timer lykkes det mig endelig at finde bilen. “Nå, skal vi se at komme videre,” siger min far, og vi sætter os ind i bilen og kører. (Citat fra bogen “Dét dér og det dér”)