Vaner

For et par uger siden er jeg til samtalesalon. Min første af slagsen. Emnet vi samtaler om er “Bryd dine (u)vaner”. Vi taler om vaner og uvaner i forhold til samfund, netværk og de personlige.

Emnet giver mig lyst til at skrive lidt om mine vaner. Ja, for uvaner har jeg jo ikke…

Vane: adfærd eller handlemåde som en person, ofte ubevidst, har tillært sig ved stadig gentagelse og derfor kan have svært ved at ændre.

Den Danske Ordbog.

Ud fra ovenstående definition, hvor vanen er gentagende gentagelser, er jeg verdensmester udi vaner. Som det rutinemenneske jeg er. Nogle vaner er jeg selv bevidst om, mens andre vaner får lov at leve i ubemærkethed, indtil andre gør mig opmærksom på dem.  Gør andre mig opmærksom på dem, vil det mest være fordi de opfattes som uvaner, fordi uvaner kan irritere. Og ting, der irriterer vil mange gerne af med. Men nu har jeg, som før nævnt, ikke nogen uvaner, så…

Nu har jeg gransket mig selv i et forsøg på at få øje på mine vaner.

Jeg har for vane at:

• falde i staver, hvis jeg er træt.
• tjekke sociale medier ofte.
• vende toiletrullen rigtig med snippen ud mod rummet.
• sætte mobilen på lydløs. ¹
• at følge en fast rutine om morgenen: stå op, tænde for el-kedlen, gå i bad, drikke kaffe med benene oppe, gennemtjekke de samme sociale medier i samme rækkefølge; Twitter, Instagram, Facebook.
• at bide mig i underlæben i visse situationer. Jeg har endnu ikke helt gennemskuet i præcis hvilke. Jeg har bare bemærket, at jeg gør det. ²
• at gøre ting på samme måde, sådan helt generelt.
• at sige “sgu”.
• at smile mere med venstre end med højre side af ansigtet.

Jeg  har mange vaner. Faktisk så mange, at de bør være svære at overse. Ikke desto mindre kan jeg ikke komme i tanke om flere lige nu. Dem, der kender mig godt, kan helt sikkert tilføje en alenlang liste, hvis de får lov. Det gør de så ikke, for listen vil nok blive udvidet til også at indeholde (påståede) uvaner. Og så skal jeg jo forholde mig til dem. Hver ting til sin tid.

“Vaner er til for at brydes” siger nogen. Jeg mindes svagt (har mest lyst til at fornægte), at de ord engang imellem kommer ud af min mund. Det må dog nødvendigvis kategoriseres som et freudian slip, når det sker. Det skyldes sandsynligvis, at min hjerne er blevet udsat for en eller anden selvbestaltet og tilbedt guru, der har skrevet noget lignende på LinkedIn. Bare på en mere ophøjet måde, så det fremstår som den skinbarlige sandhed. Og guruen beholder sin status som guru.

Men vaner skal sgu ikke brydes. Vaner skal bestå! For altid! For vaner virker!
Virker de ikke, er det ikke vaner, men uvaner. Og for nu at gentage mig selv: uvaner har jeg ingen af. Ingen!

Hvad med dine vaner, kære (ene) læser – vil du dele? Smid en kommentar med en top 3 over dine mest udprægede eller særprægede vaner.

Og hvad er i øvrigt din holdning til vanebrydning? Er det et must? ³

¹Mens jeg skriver det her, er den faktisk lige løbet tør. Og jeg har ikke lagt den til genopladning. Dét er ikke en vane, men en impulsiv beslutning om at se, hvor længe jeg kan lade den være død. Og i øvrigt er det med at være impulsiv heller ikke en vane. Sådan kan man være så rebelsk og vanebrydende på en fridag.
²Lige efter jeg afslutter sætningen, tager jeg fat i mobilen fordi jeg lige vil tjekke de sociale medier, men…
³Indlægget er slut, så nu lægger jeg mobilen til genopladning og tjekker de sociale medier.