Mit online liv

I dag deltog jeg i en snak omkring Facebook – i konteksten at være eller ikke være på.

Jeg er selv, som nævnt i mit indlæg i går, storforbruger af sociale medier. Jeg er PÅ! Sådan at forstå, at jeg bruger enorm meget tid på sociale platforme. Mit online liv er en stor del af mit offline liv. De to verdener hænger uløseligt sammen for mig og kan ikke stå alene. Jeg er vild med de sociale medier og den verden de åbner op for.

Mine sociale medier medlemskaber
Skal jeg sætte mine medlemskaber af sociale medier/platforme op kronologisk, ser det nogenlunde således ud:

1996: Chatrooms (amerikanske)
2000: Fyldepennen.dk (forfatterside, hvor man, ud over at skrive tekster, kan chatte, debattere, maile etc)
2006: LinkedIn og Urbanblog (gratisavisen Urban stod bag blog fællesskabet urbanblog.dk, der havde webredaktion. Her bloggede jeg frem til 2012, da Berlingske lukkede den ned).
2007: Facebook
2013: Twitter og Instagram
2016: Snapchat (lastmover, jeg er stadig ikke helt dus)

Alle de sociale medier giver mig så meget mere end bare et socialt liv online.
Fælles for chatrooms, fyldepennen.dk, Urbanblog og Twitter er, at de alle har budt på online venskaber, der med tiden har udviklet sig til også at være offline venskaber. Alle har de haft og har stadig en positiv indvirkning på mit liv.

Online goes offline
De amerikanske chatrooms fik mig i 1996 til at krydse Atlanten for at besøge online venner i Canada og USA. Jeg har stadig kontakt til nogen af dem. Nu kan jeg følge deres liv på Facebook.

På Fyldepennen.dk mødte jeg mennesker, der brænder for at skrive ligesom jeg. Vi var en kerne, der også mødtes offline til sammenkomster. De fleste har jeg i dag også kontakt til på Facebook. Nogle af os ses også stadig med ujævne mellemrum.

Det var i blogfællesskabet på Urbanblog.dk, at jeg i 2007 fandt en rejsefælle til en udlandstur i sommerferien. Jeg mødtes også offline med en gruppe kvinder, som jeg stadig har kontakt til. Også dem er jeg forbundet med på tværs af de sociale medier.

Det samme gælder på Twitter, hvor jeg efterhånden er blevet connected med en del på tværs af medierne. Jeg har også mødt en del offline til arrangementer og personlige møder.

Tidsforbrug
Når jeg en sjælden gang møder nogen, der ikke er på de sociale medier, fx Facebook, er argumentet ofte, at det er en tidsrøver. Og ja, de sociale medier kan virkelig æde en hel del tid, men det afhænger jo af ens behov. Hvis man, som jeg, bruger dem som en kanal til at få udvidet mit sociale netværk offline, kan de ganske rigtigt være tidsrøvere.

Men jeg ville ikke være foruden!

De har ganske enkelt haft alt for positiv effekt på mit liv. Tænk alle de oplevelser jeg ville være gået glip af, hvis det ikke var for de sociale medier.

Og hvem ved, måske ville jeg også gå glip af et job, hvis jeg ikke var online.

Leave a reply:

Your email address will not be published.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow