Her hvor jeg bor

Mit spisebord står ved vinduet i stuen. Når jeg sidder her har jeg udsigt til den gule etageejendom lige overfor. Og den lille parkeringsplads der adskiller os. Bag ejendommen til højre er der endnu en ejendom magen til. Stik til højre for min røde ejendom ligger alle kolonihaverne spredt jævnt ud over det let stigende område.

Det er første gang jeg bor i en lejlighed i stueetagen. Jeg har altid boet på 2. sal eller højere. Det har sine fordele at bo i stuen. Turen i vaskekælderen føles for eksempel knapt så uoverkommelig, når du ikke først skal ned fra 4. eller 5. sal. Og der er heller ingen underboere at tage hensyn til. Men, for der er selvfølgelig et men, jeg har stadig ikke vænnet mig til, at alle beboerne i den gule ejendom lige overfor, kan kigge ned i min stue og følge med i, hvad jeg laver. Det er naturligvis usandsynligt, at de finder mig interessant nok til at gøre det, men det er egentlig også irrelevant. Det er følelsen af ikke at kunne være privat og at være statist i et udstillingsvindue, der generer mig. Så snart det er nødvendigt at tænde lys i min stue, trækker jeg gardinerne for. Og lukker de sidste rester af dagens lys ude. Ofte bliver jeg siddende til det er næsten helt mørkt i stuen, bare for at undgå at trække dem for. Allerhelst vil jeg bo et sted, hvor gardiner slet ikke er nødvendige, fordi der ikke er nogen genboere.

I det hele taget er ejendommen temmelig meget i vejen. Jeg er sådan en, hvis tankevirksomhed næres af  åbne vidder og fjerne horisonter. Ejendommen, som den står der i al dens gule magt og vælde, fungerer ganske enkelt som en mental stopklods for mig. Jo længere ud i horisonten mine øjne kan se, jo mere luft får mine tanker.

Nuvel, der kommer ikke kun skidt ud af den gule ejendom. Endnu en fordel ved at bo i stuen er nemlig, at jeg nemt kan følge med i, hvad der sker udenfor. Hele sommeren har jeg ladet mig underholde af 2 børn, storebror og lillesøster gætter jeg på, der bor i en stuelejlighed skråt overfor i den gule ejendom. 2 lækre mørkhårede unger, pigen med en kæmpe krøllet manke og spilopmagerudtryk. Jeg tror de har brugt samtlige lune sommeraftener på at brænde energi af udenfor. Enten har de løbet rundt i nabolaget, spillet bold op ad muren, fræset rundt på cyklerne – eller alle ting på nærmest en og samme tid. Nogle gange har de haft selskab af et par andre børn fra bageste ejedom. I eftermiddag var de ude igen og løbe rundt. Lidt efter kom de to andre børn cyklende og pludselig spurter lillesøsteren hvinende af sted hen mod lejligheden. Hun forsvinder ind i opgangen, for et kort øjeblik senere at komme til syne i vinduet. På et tidspunkt hænger hun så langt ud ad det, for at råbe noget til sin bror, at jeg er nervøs for at hun falder ned. For et øjeblik siden sad hun i vindueskarmen og kiggede ud (eller måske over på mig?). Jeg venter i spænding på vinterens underholdning, når de skal i gang med at bygge snemænd.

Det hænder i øvrigt også, at politiet kommer på besøg i den gule ejedom. Ikke med udrykning og stor drama, men fredelige besøg, hvor de engang imellem står udenfor og taler med en af beboerne. Og hvor de er inde i ejendommen i længere tid ad gangen. Jo jo, der er spænding, Henning!

Så, helt skidt er det altså ikke at bo her.

Hvis bare lige … åbne vidder og horisonter og alt det der …

 

 

Leave a reply:

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow