FumleTove i Netto

I dag har jeg mødt FumleTove i Netto. Hende vender jeg tilbage til.

Når jeg befinder mig i offentligt rum, er min tålmodighed med andre mennesker, fx andre cyklister, engang imellem lidt…udfordret. Jeg mener…mennesker kan være så dræbende langsomme.

Kom.Nu.Op.I.Gear.

Anderledes står det til, når jeg venter i køen i Netto. Eller andre supermarkeder, for den sags skyld. Nu er Netto bare mit supermarkedshjem og der jeg kommer mest.
Jeg er faktisk som udgangspunkt et ret tålmodigt kømenneske i supermarkeder. Måske fordi jeg har en meget veludviklet evne til at falde i staver og lukke verden ude, hvis der er ro til det. Og det er der i køen. Der står vi jo bare…og står. Jeg registrerer måske nok, at der sker noget omkring mig, men ikke så meget i detaljer om, hvad der sker.

Sådan er det ikke i dag. Der sker så tilpas meget, at jeg ikke falder i staver. Og det er jeg glad for, for så møder jeg nemlig FumleTove i Netto.

Der er ikke meget plads at komme forbi køen på i min lille Netto, og man skal kante sig lidt rundt. Jeg kommer hen til køen samtidig med en mand, der bærer sine varer i favnen.

“Hvis du lige rykker lidt, så stiller jeg mig om bag dig. Du kom vist først”, siger han.

Jeg gør plads, så manden kan kante sig forbi mig og stille sig i køen.

I min lille Netto ligger poserne ikke fremme ved kassen på den side, hvor vi står og venter. De hænger på kassemedarbejderens side. De hænger så frit tilgængelig, at man kan blive i tvivl om det er meningen, at man skal bede om en pose eller om man selv må tage. Jeg vælger det sidste og kanter mig om efter en. Manden, der står bag mig, med favnen fuld af varer, spørger

“Åh, vil du ikke være sød at tage en til mig?”
“Jo da, selvfølgelig”, svarer jeg og lægger en pose oven på hans varer.
“Mange tak skal du have”

Nå, men det var jo egentlig FumleTove jeg kom fra.

Foran mig står en gammel mand. Han er i gang med at lægge varer på båndet. Han kigger flere gange op, og da han er ved at lægge de sidste varer op, får han et lettere utålmodigt udtryk i ansigtet. Han lægger den sidste vare op og sætter kurven ned i stakken til de andre.

“Tove! Kom så og betal varerne!” kalder han utålmodigt.

En dame dukker frem fra mellemgangen og skynder at kante sig vej forbi vi andre i køen.

“Ja ja, nu skal jeg nok komme. Det er jo mig, der skal betale” griner hun og smider en slikpose op på båndet til de andre varer.

Det er FumleTove.

Det går lidt langsomt for Tove med at få betalt ved kassen. Der skal være tid til det hele. At fumle med pungen. Tabe en mønt. Samle mønten op. Fumle lidt igen for at få mønten tilbage i pungen. Fortsæt selv.

Imens står manden og pakker varerne i posen for enden af båndet. Da FumleTove er færdig med den langsomme proces med at betale, går hun hen til ham.

“Nå, du er måske allerede færdig med at pakke?”.

Så fumler hun lidt videre med sin pung. På vej ud gennem døren, standser hun op midt i det hele. FumleTove er ikke helt færdig med at fumle. Det betyder ikke så meget for FumleTove, at hun blokerer vejen for andre. For når Tove skal fumle, skal Tove fumle. Sådan er det. Det ved enhver. Især FumleTove. Og sikkert også FumleToves mand.

Køer, altså dem i supermarkedet, kan være ganske givende. Det kan de muuuhende køer såmænd også, men måske ikke helt på samme måde.

Ligesom jeg synes “at bænkesamtale” skal være et verbum, således også “at køsamtale”. Og måske “at køregistrere”. Eller “at køsameksistere”.

Uanset hvad, så er FumleTove i Netto en af hverdagens krydderier.

 

Leave a reply:

Your email address will not be published.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow