Farvel 2017 – Hej 2018

((p.s. jeg har travlt, så jeg har ikke læst korrektur: ,,,,,,,,)

Som vanligt stikker jeg en raket i røven på det år jeg skal sige farvel til.

Nu står jeg her foran døren til 2018, parat til at trykke håndtaget ned. Spændt på, hvad der gemmer sig bag døren. Når jeg lukker den efter mig ved midnat, gør jeg det med væsentlig mere ro i krop og sjæl end sidste år.

Og lige præcis den ro, som 2017 bragte med sig, er jeg så usigeligt lettet over at føle, at jeg nogen gange må knibe mig i armen. Jeg havde næsten glemt, hvordan det føltes. Efter alt, alt for lang tid med uro.

2017 blev året, hvor jeg endelig landede på begge ben, efter mit faldskærmsløse faldskærmsspring for 2 år siden.

Af alle de positive ting 2017 havde med til mig, har jeg pillet 3 ud som har haft særlig betydning:

  • Åbningen af kulturbyen 2017
    Det var en kæmpe gåsehudsfremkaldende oplevelse at være med i optoget gennem byen. Selvom intentionen var der, deltog jeg ganske vist ikke i ret meget andet kulturbyrelateret resten af året, men så er jeg bare ekstra glad for, at det var åbningen jeg var med til.
  • Arbejde
    Det, der gav allermest ro i krop og sjæl var, da jeg endelig kunne underskrive en ansættelseskontrakt. Først som vikar, siden som fastansat. Det var den vildeste optur for min skrantende selvtillid at blive kontaktet af et bureau med opfordring om at søge et job. Det var den omvendte verden efter flere måneder i rollen som mig-sælger.
  • Højskole
    For anden gang brugte jeg en uge af min sommerferie på Ry Højskole. Også denne gang kom jeg hjem med en pose begejstring og varme om hjertet over alle de skønne mennesker jeg mødte. Den uge giver mig så meget, at jeg nærmest bobler over. Jeg har naturligvis tilmeldt mig 2018.

2018 – hvad bringer du?
Jeg har gjort mig nogle tanker om, hvad jeg vil i 2018. Det er svært. Jeg kan have mange hensigter, men for hver gang en hensigt ikke bliver til en handling, bliver den i stedet til et slag oven i hovedet med dårlig samvittighed. Og en følelse af ikke at gøre nok. Ikke at opleve nok. Ikke at handle nok. En følelse af at spilde den dyrebare tid jeg som menneske har til rådighed. Og den følelse gider jeg faktisk ikke gå rundt med. Nu har jeg endelig sluppet uroen. Så skal den ikke afløses af andet bras.

Nuvel, jeg har haft brug for ikke at gøre så meget i 2017. Men det behov er ved at være dækket, så jeg vil ikke tage den følelse med mig ind i 2018.

Jeg vil derimod tage følelsen af at gøre med mig. Jeg vil gerne kunne gå ud af 2018 med en følelse af, at jeg gjorde mere end bare dagdrømme om de ting jeg gerne vil opleve. Det være sig de små ting i dagligdagen eller de større ting omverdenen har at byde på.

Jeg tror på dig, 2018 <3

2 comments On Farvel 2017 – Hej 2018

Leave a reply:

Your email address will not be published.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow