Cykelliv og Sniffer Connie

Cykelliv og Sniffer Connie

Jeg har helt vildt lyst til kage. Og slik. Og is. Om det har noget med cykelliv og Sniffer Connie at gøre?

Næh, ikke sådan direkte.

Og så alligevel, for med de mængder jeg konsumerer af ovennævnte, burde jeg ikke, hvis fornuften fik lov at bestemme, leve andre liv end et cykelliv. Og det er i øvrigt Sniffer Connies skyld. Hun er mit alter ego. En satans øretæveindbydende kælling, der har dannet en nederen alliance med min ufornuft.

Nå, men den helt banale grund til, at jeg vil skrive om cykelliv og Sniffer Connie er, at jeg lige nu i skrivende stund har helt vildt lyst til både kage, slik og is. Jeg forsøger med andre ord at mægle mellem Sniffer Connie og min ufornuft på den ene side, og min store slikkæft og fornuft på den anden side.  Værktøjet i mæglingen er at skrive et indlæg om mit cykelliv.

Det lyder måske gudsjammerligt kedeligt. Måske er du endda allerede ved at gå i kedsomhedstrance. Jeg kan så fortælle dig, at resten af indlægget bliver lige så kedeligt. Som jeg ser det har du to valg. Enten læser du det hele og klapper dig selv på skulderen bagefter, fordi du faktisk overlevede. Eller også hopper du videre og klapper dig selv på skulderen for ikke at have spildt tre minutter at din tid.

Nå, men så er du selv udenom det.

Jeg har holdt pause fra det der cykelliv i mere end halvandet år. Nu taler vi ikke om cykelliv a la jeg-er-bidt-af-en-gal-motionscyklist-niveau. Ej heller går jeg og drømmer om en plads i Tour de France. Næh, der er såmænd bare tale om transport fra a til b. En sjælden gang cykler jeg bare for at cykle, men så er det kun for at kunne belønne mig selv med kage, slik og is bagefter.

Nu er jeg så endelig kommet i gang. YAY! Det er fedt ikke at sidde og blive døsig i de to busser, der skal til for at komme på arbejde. SÅ fedt.

Og SÅÅÅ hårdt. Klap nu kaje, hvor er jeg kommet i dårlig form.

Jeg lyder som et damplokomotiv, mens jeg kæmper mig vej op ad den lange bakke. Det er virkelig ynkeligt. Så cykler jeg der, med lunger der truer med finde vej ud gennem munden og sætte sig fast i cykelhjulet så jeg vælter. Og jeg det eneste jeg tænker på er, at jeg sgu bare gerne vil kunne skifte til første gear, så lungerne ikke fører truslen ud i livet. Problemet er bare, at cyklen fandeme allerede er i første gear!

Nå, men indtil videre har jeg da overlevet. Det er nok mere min stolthed, der lider. Især den første uge, hvor jeg overhales af stort set alle på cykelstien. Det er op ad bakke. I mere end een forstand. Jeg har udviklet mig til en af de langsomme cyklister der førhen kunne udfordre min tålmodighed.

I denne uge er det allerede markant bedre. Faktisk oplever jeg en ikke helt ubetydelig sejr ved at overhale en anden cyklist op ad den lange bakke. Tag den, motherfucker!

Ikke at jeg på mirakuløs vis er tilbage i storform på blot et par uger. Jeg cykler stadig mest i de lave gear, og overhales af utålmodige cyklister, der minder mig om, hvordan jeg bliver, når jeg er i god form. Jeg kan både bande, svovle, hvæse og sågar engang imellem råbe ude på cykelstien (det er også Sniffer Connies skyld).

Nå, nu tror jeg, at jeg har fået mæglet nok mellem Sniffer Connie, ufornuften og fornuften, så der er forholdsvis ro på gemytterne. Så nu gider jeg faktisk ikke skrive mere om mit cykelliv, så afslutningen bliver lige akavet som de to cykelstyrt jeg har haft. Dem må jeg fortælle om en anden dag.

 

Nej, okay – jeg har faktisk stadig lyst til at æde det usunde, men jeg gider ikke skrive mere.

Faktisk stopper jeg kun, for at kunne gå ud og købe det-I-ved-nok.

Måske.

Ej, nu er jeg færdig.

Slut.

Og nu kan du klappe dig selv på skulderen. Du har i sandhed fortjent både kage, slik og is.

(Hvor Sniffer Connie kommer fra? Hun blev født i blogland for ca 10 år siden. Hun er generelt altid ude på at få mig til at gøre ufornuftige ting. Den kælling!)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.