Persillens underværker

Der serveres persillesovs til middagen. Min 3-årige niece, der består af 50% charmetrold og 50% bandit, nægter pure at spise den. Persille er forbeholdt kaniner!

Vi har med en meget stædig lille dame at gøre og alle forsøg på overtalelse er mislykkede. Hendes mor, der har et gudsbenådet talent udi at tage pis på folk, giver dog ikke sådan op. Hun har andre metoder.

– “Prøv at se hvor smukke fasters øjne er”

– “Ja” svarer damen, mens hun kigger op på sin faster.

– “Det er fordi hun har spist persille”

Og så … efter ca. 2 sekunders betænkningstid kaster damen sig over persillen!

Mor: 1
Barn: 0

Efter at have konsumeret en vis mængde af kaninfoderet, løber hun ud i gangen til det store spejl. Her står hun og studerer sine øjne indgående. Og minsandten om ikke hun synes de er blevet smukkere. Faktisk er hun så tilfreds med resultatet, at hun går rundt til hver enkelt gæst ved middagsbordet, prikker dem på skulderen og misser med øjnene, når de vender sig om og kigger på hende. Da hun har været hele bordet rundt, løber hun tilbage til sin plads og spiser videre.

For nu at være helt sikre på, at damen husker persillens lyksaligheder, får vi nogle gæster til at spørge ind til miraklet dagen efter.

“Hvad er der dog sket med dine øjne? De er blevet så smukke”
“Jeg har spist persille!” lyder det prompte, mens hun misser lidt mere med øjnene.

Jeg tænker, at jeg vil udnytte hendes åbenlyse modtagelighed overfor madvarers ukendte egenskaber.

“Ved du godt, at du får lange ører af at spise chips og slik?”

Her må jeg dog se i øjnene, at det kun er hendes mor hun tror på.

Jeg læser gamle dagbøger. Denne episode finder sted i februar 2005.