Vilde Jim Lyngvild

Vilde Jim Lyngvild

“Gør det du ikke lige troede du skulle gøre”. Ordene tilhører Jim Lyngvild. Ikke ordret citeret, men frit efter hukommelsen. Essensen er dog den samme.

I torsdags havde jeg fornøjelsen af at overvære Jim Lyngvild til et netværksmøde på Officelab. Her fortalte han om sin succes, hvordan han har opnået den og hvad der inspirerer ham.

Og succes har han virkelig – vilde Jim Lyngvild.

Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for “fænomenet” Jim Lyngvild, og følger derfor ikke særlig meget med i hans ageren i medielandskabet. For mig har han altid være den krukkede provorøv, der politisk var helt galt afmarcheret. Kort sagt ikke en, der rigtig har kunnet givet mig andet end løftede øjenbryn. Når jeg engang imellem har registreret ham, har det – selvfølgelig – været, når han har “råbt og skreget”, som han selv udtrykte det i torsdags.

Men det slutter nu, det med ikke at følge ham. Manden er jo genial! Tænk at være så anti-jantelov og brænde så meget for noget, at man vælger helt bevidst at bruge en marketingstrategi, der går ud på at råbe og skrige sig til opmærksomhed i medierne, for at komme ud over rampen. Der tog han røven på mig (som man siger).

Han er en provorøv og politisk ukorrekt (også i torsdags, hvor han brugte “N-ordet”). Uden at overdrive, kan jeg vist godt påstå, at vi ikke står samme sted politisk, men med de apolitiske briller på, betyder det ikke en skid. Han har drive, humor, evne til at se muligheder og mod til bare at kaste sig ud i det.

Det siger næsten sig selv, at jeg ikke vidste meget om ham før i torsdags, i og med jeg ikke har fulgt ham. Andre har sandsynligvis vidst det længe, men nu ved jeg det også:

  • Han står bag cremeserien Ravnsborg (serien er ikke opkaldt efter ham, for “ingen vil cremes i ansigtet af Jim Lyngvild”).
  • Han står også bag bryggeriet Frejdahl.
  • Han har solgt sin tøjkollektion for 61 millioner kroner til Kina.
  • Han har været med i et modeshow i Kina, der, ifølge ham selv, havde 300.000.000 seere. 200.000.000 ifølge medierne. (Eurovision Song Contest go home!). Uanset antallet, så er det vildt.
  • Dem, der tror Jim er “fuldstændig blank” har ikke gennemskuet hans råb-og-skrig-strategi. Hvis jeg ikke havde overværet ham i torsdags, var jeg stadig en af dem.
  • Inde bag det krukkede ydre, er han jo bare et sårbart menneske som du og jeg. Et menneske, der har lært ikke at lade sig påvirke af andres meninger om ham.

Det er sgu da (lyng)vild!

Hvor mange mon er villige til at stille sig op ad mediemuren og lade sig dynge til af rådne æg, blot for at bruge det som branding?

3 Replies to “Vilde Jim Lyngvild”

  1. Jeg må nok erklære mig som fuldstændig blank så. At det skulle være en holdbar strategi at skabe sig for at få opmærksomhed, har jeg svært ved at få øje på. Det er muligt at manden er en dygtig designer, det har jeg ikke forstand på, men at du mener det er en kvalitet i sig selv at få medietid, uanset indhold, ja, så er vi meget uenige. Og iforhold til creme og øl, så er det vist et spørgsmål om at eksisterende firmaer, Raunsborg og Vestfyen, øjner muligheden for at få omtale pga Lyngvild. Men det skal ikke skille os ad, Makron, dit indlæg er bare svært at sluge, som Jim nok ville have sagt..

    1. Raunsborg er Jims hudpleje serie lavet sammen med Plum fabrikken på Fyn. Han er sågar selv med i laboratoriet for at udvikle det

      Og ja han er herre sej, havde selv samme holdning indtil jeg mødte ham til et foredrag. Han er en nede på jorden gut med sine egne holdninger

  2. Hej Jesper

    Tak for din kommentar 🙂

    Jeg er ked af, hvis du er ved at kløjes i mit indlæg. Håber ikke det har ødelagt din dag for meget.

    Det er såmænd ikke sikkert, at hans strategi er holdbar i længden, men man kan mene, hvad man vil om den (og det gør “man” – inkl. undertegnede), men man kan jo konstatere, at den har virket indtil nu.

    Nu er det dig, der bringer ordet “kvalitet” på bane, det har jeg ikke nævnt noget om. Det kan godt være, der ikke er kvalitet, men der er i hvert fald kvantitet.

Skriv et svar til Sabina Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.