Sol og Måne

Sol er træt og glæder sig til at komme i seng. Den gør sig klar og begynder at gå ned. På vejen ned møder den Måne, der, frisk og udhvilet efter en god dags søvn, er på vej op.

– Godmorgen Måne. Hvor ser du frisk ud!

– Tak skal du have, Sol. Gid jeg kunne sige det samme om dig, men du ser mig altså ærlig talt lidt træt ud. Hård dag på arbejde?

Sol skal lige til at komme med en spydig bemærkning på grund af Månes ubetænksomme kommentar, men når at stoppe sig selv. Måne mener det jo godt, men er måske bare lidt kluntet til at udtrykke sig. Og Sol er træt og ved, at så er lunten kort.

– Ja, det har været udfordrende. Menneskene har været meget krævende i dag. Jeg har skullet arbejde ekstra hårdt for at følge med efterspørgslen.

– Nå da, det lyder ikke så rart. Så få du dig en god nats søvn. Den er dig velundt. Godnat.

– Tak, Måne. Hav en god nat på arbejde. Jeg håber du får lidt mere ro.

– Jo tak, det skal jeg nok få. Menneskene har det med at opføre sig lidt mærkelig, hvis jeg lyser for meget, så jeg forsøger at arbejde så lidt som muligt.

Da Sol når helt ned, børster den strålerne, lægger sig i den store runde seng og falder hurtigt i søvn.

Da Måne møder på arbejde, er der kun ganske få bestillinger i ordrebogen. Månen overvejer lidt, hvad tiden skal gå med, og bestemmer sig for at kontakte Stjerne & Cofor at høre om de vil hænge lidt ud.

– Hej Stjerne, det er Måne. Har du og dine kolleger lyst til at holde mig med selskab? Jeg har ikke så meget at lave.

– Hej, Måne. Det lyder hyggeligt, men jeg tror altså det bliver svært. Vi har inviteret Stjerneskud til at lave opvisning, og det har været så populært, at vi er nødt til at lave ekstra forestillinger i aften.

Måne afslutter samtalen og mærker en snert af misundelse over, at både Sol og Stjerne tilsyneladende er så eftertragtede. Måske er det på tide at foreslå jobrotation. Det er ganske vist ikke normalt i denne branche, men Måne hørte engang om noget, der kaldes ”Disruption”. Måske er det mere spiseligt, hvis det ord bruges, når ideen skal sælges.

Resten af natten går tiden med at hænge alene ud i mørket. Det bliver en meget lang nat. Måne keder sig gevaldigt og glæder sig meget til at skulle i seng. Og måske vil Sol snakke lidt på vej op.

Sol vågner langsomt op, men har lidt svært ved at komme helt op over overfladen. Både fordi Sky holder demonstration, og fordi Måne har huseret i Sols drømme hele natten. Det er ikke sket før. Tanken om Måne får det til at kilde i Sols runde gule mave. Det føles altså helt forkert. Hvad vil Stjerne ikke tænke? Og Sky? Gud, måske er det derfor Sky demonstrerer? Måske har Sol snakket i søvne? Og hvad med Stjerneskud? Nej, det går ikke.

Sol bruger al sin energi på at forsøge at skubbe tanken om Måne til side. Hvis Sky har tænkt sig at demonstrere hele dagen, er det alligevel begrænset, hvor meget energi der skal bruges.

Efter strålebørstning møver Sol sig forbi Sky og undgår enhver øjenkontakt. Lidt efter kommer Måne til syne på sin vej ned i seng. Åh nej, tænker Sol og mærker panikken sprede sig.

– Godmorgen Sol, siger Måne frisk.

– Godnat, mumler Sol og kigger ned.

– Nå da, der er vist en der har fået den forkerte stråle ud af sengen, hva? Eller har man måske drømt frække ting i nat?, siger Måne og griner kækt.

Sol bliver helt rød i hovedet, får det pludselig meget varmt og skynder sig forbi både Måne og alle de mange deltagere i Skys demonstration.

Efter at have sundet sig en stund, når Sol op i det fri, skruer helt op for strålerne og tænker, at nu kan verden bare komme an.

Opvarmningsøvelse fra 24-timers skriveeksil på Fur sammen med andre skrivefæller. Trak 3 ord, der skulle indgå i en tekst: måne, is og cowboy. Som den opmærksomme læser har konstateret, er kun månen tilbage efter dagens redigering.

Leave a reply:

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow