Rune

(fiktion – fiktion – fiktion – skriveøvelse fra Ry Højskole med Dy Plambeck som underviser)

Jeg har haft fri fra arbejde i dag. Min chef mente “jeg havde brug for det” som han sagde.
Jeg havde haft et intermezzo med en kunde i telefonen i går. Det endte med, at jeg havde afbrudt samtalen, mens kunden var midt i en sætning. Jeg havde trykket på afbryder-knappen og smidt headsettet på det sorte skrivebord. Kunden havde klaget til min chef, der mente at det måtte skyldes presset fra skilsmissen. Han har sikkert ret.

Efter morgenkaffen trak jeg en spisestol hen til vinduet i stuen og sad og kiggede ud. Stolen er den gamle af teaktræ og kongeblåt betræk, som jeg har fået af mine forældre, der fik 8 af dem i bryllupsgave i 1966.
Den gamle stol ledte mine tanker hen på det sort/hvide bryllupsbillede af mine forældre. Jeg kiggede på billedet på den smalle, hvide hylde. Stålrammen var engang sølvfarvet, nu er den falmet. Ligesom deres ægteskab. Og mit.

Da jeg sad i stolen ved vinduet, fik jeg øje på Rune længere nede ad gaden på det modsatte fortorv. Jeg så han kiggede i retning af min lejlighed. Jeg er sikker på, at han ikke så mig på grund af lyset, der reflekterer i ruden. Jeg kunne se på ham, at han ikke ville have, at jeg skulle få øje på ham. Det var måden han skyndte sig at trække hætten fra sin slidte, mørkegrønne trøje op over hovedet. Måden han vendte hovedet lidt til den modsatte side og pludselig havde travlt med at kigge på de butikker han gik forbi. Rune, der hader butikker.

Siden jeg flyttede fra ham, er der gået både et forår, en sommer og nu næsten et helt efterår med at gøre krumspring for at undgå hinanden. Jeg har ikke talt eller skrevet med ham i 3 måneder. Den sidste sms fra ham var blot to ord.

“Din kælling”.

Synet af ham nede på gaden fik smerten fra ordene til at komme op til overfladen. Tårerne fyldte øjnene, lagde sig lige på kanten, klar til at vippe ud over den og trille nedad kinden, for til sidst at ende i mundvigen.

Jeg havde lige rejst mig fra stolen, og var på vej ud i køkkenet efter køkkenrullen på bordet, da det ringede på døren. Jeg skyndte mig at tørre øjnene og pudse næsen, så gik jeg ud i entreen og åbnede døren.

Det var Rune.

Leave a reply:

Your email address will not be published.

Site Footer

Title
Caption
File name
Size
Alignment
Link to
  Open new windows
  Rel nofollow